Kører dit tog også uden skinner?.

14. juli 2017

Har du nogensinde oplevet, at du har siddet i et tog og det bare har drønet derudaf? Min karriere indtil nu, kan beskrives som det at sidde i et tog og se naturen, udenfor passere forbi.

Karrieren på skinner

Jeg satte mig i toget, da jeg i 1996 startede i Unibank, Fredericia afdeling. Der var så mange nye ting, jeg gerne ville lære og prøve af. Sådan har jeg altid haft det, at jeg gerne vil lære både faglige ting, men især også om mig selv – mere om det senere. Kan I huske den der salgsvogn, der kom gennem toget?

Sådan ser jeg mine jobskifte i Nordea, gennem tiden. Der skete oftest det, at sælgeren kom og spurgte, om ikke det var noget for mig, at tage det job eller det job. Og hver gang blev jeg stolt og glad fordi, der så var nogen, der havde lagt mærke til hvor pænt jeg opførte mig, i toget. Min karriere indtil nu, kan beskrives som det, at sidde i et tog og se naturen udenfor passere forbi En dag skete der så det at toget stoppede brat og helt op på en perron, som jeg ikke troede jeg skulle stå af på, for mig hed den ”nederlag”. Da toget stoppede havde jeg fået besked på at jeg ikke længere skulle være filialdirektør hvor jeg var. Det var som om jeg døde lidt den dag. Tænk, at der var så meget identitet i en titel!

Nødbremsen

Der var et nyt tog, på vej ind på perronen, og jeg var lige ved at hoppe ombord på det, men noget i mig gjorde, at jeg hellere ville gå over og kigge på rutekortet, for jeg ville gerne finde ud af, om det tog jeg nu var stået af var det rigtige for mig. Den udforskning var virkelig gavnlig for mig og min fremtid. Her fik jeg stoppet helt op og fornemmede hvordan følelsen af hele tiden at være i bevægelse begyndte at fortage sig lidt.

Det var fra denne perron, at jeg satte mig på det første tog i mange år, jeg egentlig selv havde valgt. Min baggage var også skiftet ud, jeg følte nu ikke længere, at jeg skulle leve op til noget som jeg troede andre forventede af mig, eller jeg forventede af mig selv. Det blev starten på det nye liv, jeg er igang med og virkelig er taknemmelig for. Det nye tog kører meget mere i den retning jeg gerne vil, og det vidste jeg ikke nødvendigvis da jeg stod på det, men det er lidt ligesom om toget har sluppet skinnerne og egentlig kører derhen hvor jeg gerne vil have det til.

Slip skinnerne

I stedet for at være passager i mit liv, styrer jeg toget derhen hvor jeg vil. Mit tog er ikke længere fikseret til skinnerne (egne forventninger, omgivelsernes forventninger) men er nu fleksibel og kan bringe mig, i den retning jeg gerne vil. “Jo Morten, men du har vel selv truffet, dine karrierevalg?” Ja det har jeg, men jeg kan i dag med sikkerhed sige, at det ikke er sket med fuld bevidsthed. “Nej, men du er vel også blevet ældre og mere erfaren?” Ja det er jeg, og så har jeg gennem de seneste år, fået et helt andet billede af mig selv, og hvad min karriere skal indeholde i fremtiden.

Mit budskab her, er egentlig meget simpelt. Hvornår har du sidst taget et stop, på en perron eller skiftet tog? Nogen af os bliver ”tvunget” til det af ydre omstændigheder, (fyring, stress, nedskæringer osv.) Jeg har ikke talt med nogen, der har stået af på perronen, som har fortrudt det. Tværtimod, det at stoppe op og få et overblik over kortet, samt mulighed for at vælge et tog der ikke er fikseret til skinnerne, var en gave for dem – ligesom det har været for mig!

Hvor bevidst er du egentlig om din togrejse når det kommer til stykket?

Rigtig god sommer

Samarbejd med en erfaren professionel erhvervscoach med mere end 15 års praktisk erfaring med forandringsledelse, strategieksekvering og læring.

BOOK ET MØDE